Bøger / skønlitteratur for børn / billedbøger

Filippa


Beskrivelse


Billedbog om pigen Filippa, der levede på Fyn for ca. 100 år siden. Hun plantede som barn et æbletræ, hvis frugter i dag bærer hendes navn. På hvert opslag er der kollager med gamle stik og nye fotos, som indbyder til at gå på opdagelse efter detaljer.

Tidsskrift

Artiklen er en del af

Artiklerne i  handler ofte om

Artikler med samme emner

Fra


Artikler

Alle registrerede artikler fordelt på udgivelser

...

...

...

...

...


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. apr. 1999

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 21. apr. 1999

I Hundstrup på Fyn står et æbletræ, der er over 100 år gammelt. I denne billedbog fortælles historien om dette træ - eller rettere om pigen Filippa, der lagde æblekernerne i en urtepotte og kom til at lægge navn til nogen af de lækreste, danske spiseæbler. Filippas historie fortælles veloplagt og insisterende, og de store, farvestrålende collager forsøger med fantasi og humor at puste liv i fortællingen. Det lykkes dog kun delvist. Nok så megen fart, humør og kulør kan ikke dække over, at selve historien er en tynd omgang. "Gamle dage" kan sagtens være spændende - også for børn i 5-8-års alderen, der formodes at være bogens målgruppe - men der skal være "mere kød på knoglen, hvis suppen skal smage af noget". Fortællingen forsøger ikke nostalgisk at romantisere fortiden, men er snarere et forsøg på at binde nutiden sammen med fortiden. Både ved at vise, hvordan æblerne rummer duft og smag af fortiden og ved at binde historien sammen i collager af gamle stik og nutidige fotos. Der er en god del samtalestof gemt i bogens billeder, samt inspiration til selv at udnytte collagens muligheder. Men som historisk fortælling fungerer Filippa ikke rigtigt.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. apr. 1999

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 21. apr. 1999

Ny dansk billedbog som både på tekst- og billedsiden skiller sig ud fra mængden i det ellers varierede udbud af billedbøger. Historien er i sig selv lidt af en specialitet om pigen Filippa, der vokser op på Fyn for ca. 100 år siden. Den mundrette tekst følger hende fra fødsel til død med pudsige nedslag i hendes liv. Det særlige ved Filippa er de æbler hun har lagt navn til, og den ildhu og stædighed hvormed hun fra barnsben kæmpede for det lille træ med den søde frugt. Historien i sig selv ville næppe nå langt ud, hvis ikke det var for illustrationerne som originalt og levende tegner tid og personer ved hjælp af gamle og nye remedier. De flotte og fyldige kollager er bygget op omkring gamle s/h fotos og samtidige stik samt nye farvebilleder af legetøj, sjove genstande, stoffer og mønstre, blomster og æbler. På hvert opslag er der indbydende og flotte tableauer, som originalt og humoristisk spiller sammen med den velformede, lune tekst. Billedernes arrangerede virkelighed indbyder til at gå på opdagelse efter detaljer og spøjse genstande som er sat sammen med humor og fin sans for billedets formsprog. Bogens udstyr og det vellykkede samspil mellem tekst og billeder vil tiltrække børn fra 4 år og deres voksne.