En bog, hvor hvert kapitel har særligt fokus på et bestemt indlæringsproblem, fx elever med ADHD. For lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men selvfølgelig også andre med interesse for feltet.
Bogen præsenterer inkluderende strategier og konkrete anvisninger på inkluderende undervisningsmetoder for elever med særlige behov i grundskole og gymnasium. Lærere og andre voksne skal lægge en dæmper på barnets problemer og i stedet fokusere på barnets styrker og interesser. Eksempler på kapiteltitler er "Elever med dysleksi og andre læsevanskeligheder", "Elever med autismespektrum-forstyrrelser", "Elever med nedsat hørelse og døve elever". Kapitlerne har de samme underinddelinger: "Hvorfor og hvordan?", "Styrker og kendetegn", "Strategier i klassen" og "Inklusionsstrategier".
Bogen er enkel, velskrevet og meget overskuelig at gå til. Det er en styrke, at der er så mange konkrete tiltag/strategier, som er direkte anvendelige i skolehverdagen. Det virker godt, at nogle af underafsnittene i bogen er formuleret i bydeform, fx "Vis dine elever...", "Arbejd med..." og "Vend negative situationer..." Bogen har mange gode opsætninger, skemaer og figurer. Efter hvert kapitel er der kildehenvisninger.
Bogen kan relateres til Fortabt og fundet.