Krimiforfatteren Finlay Donovan bliver ved en fejl hyret som lejemorder og er snart viklet ind i en affære med mafiaen. For læsere af krimier med et strejf af romantik.
Finlay Donovan er krimiforfatter, men venter på sit store gennembrud. Hun er nyskilt, og hendes eksmand gør alt for at underminere hende som forælder. Hun er ret desperat, så da en kvinde delvist overhører en samtale, Finlay har med sin agent om en ny krimi, og tror, at hun er lejemorder, overvejer Finlay at tage opgaven. Men spørgsmålet er om hun har det i sig? Også selvom ofret var en skidt fyr på flere måder. Det viser sig at handle både om mafiaen og om hendes egen familie.
Det er en både sjov, spændende og hjertevarm fortælling om en kvinde, der bliver drevet til desperate valg. Karaktererne er helstøbte. Halvdelen af dem er øretæveindbydende, og den anden halvdel er nogen, man virkelig holder med. Præmissen med Finlay som modvillig lejemorder virker ekstrem, men man køber den hele vejen igennem.
Den romantiske del af bogen minder om bøger af Ali Hazelwood og Emily Henry. Krimidelen minder om bøger af Ruth Ware, Elly Griffiths og Nora Roberts - dog med en del mere humor.