Roman, der spænder fra efterkrigstidens Australien til 1980'ernes Rom og New York. Vi følger en driftig forlagsredaktørs søgen efter, hvad der skete med den unge kunstner Rebecca Swift - og den mand, der elskede hende - efter hendes mystiske forsvinden. For alle, der kan lide letlæste historiske kærlighedsromaner.
I efterkrigstidens Australien forelsker fattige, kunstneriske Rebecca sig i rige, privilegerede Edward, men ydre omstændigheder truer med at skille dem ad, og Rebecca forsvinder. Fyrre år senere får amerikanske Tess modvilligt til opgave at tage til Rom og redigere Edwards bog om en ukendt kunstner ved navn Rebecca Swift. Tess dykker mere og mere ned i Edwards historie om Rebecca og deres intense kærlighed, og hvad der mon skete med den forsvundne Rebecca. Alt imens indser Tess, at hun måske også bør lukke kærligheden ind i sit liv.
Bogen er sød, romantisk og letlæst. Der er nogle fine paralleller mellem de to tidslinjer og kærlighedshistorier, og der er en god vekselvirkning imellem dem. Særligt Edwards og Rebeccas historie er velfortalt og rørende, og deres kamp for "ægthed" og kærlighed i modernismens ånd er gribende. Det er vanskeligt at relatere til Tess, der synes at skyde skylden på alle andre end sig selv, og som synes overfladisk optaget af penge og karriere.
Uden helt at nå de samme højder kan bogen sammenlignes med Kate Mortons historiske kærlighedsromaner, der ofte foregår i forskellige tidsperioder, fx Den glemte have.