Henvender sig primært til journalister og andre professionelle "laptop-jonglører", men kan bruges til inspiration for alle som arbejder med at få ideer, fx til tekster.
Palle Steffensen, der bl.a. er tidligere redaktionschef på tv-avisen, og nuværende selvstændig konsulent, præsenterer 12 praktiske anvendelige metoder til at få gode idéer. Bogen indeholder desuden supplerende bidrag fra bl.a. Lars Danneskov, og Henriette Lind med eksempler på praktisk idéudvikling. Metode 1 hedder "Brug din undren aktivt". Man skal være til stede, se sig omkring, lytte og spørge sig selv nysgerrigt hvorfor og hvordan "og kunne man måske?". At undre sig aktivt er uden tvivl en vigtig idéskaber. En anden metode jeg umiddelbart synes lyder fornuftig og tiltrækkende er metode nr. 12, "Bryd vanen". Her kan noget så simpelt som at bryde en rutinemæssig rute til jobbet måske tænde en gnist til en ny idé. PS opstiller også en række naturlige spilleregler for, når man idéudvikler med andre. Her er der 3 faser, først forberedelse, hvor man definerer målet for idéudviklingen og sætter sig ind i emnet. Dernæst en "åbnefase", hvor man slippe de kreative kræfter løs, og en "lukkefase" med praktisk vurdering og valg af en eller flere idéer til videre udvikling.
Der findes andre bøger om at få ideer, fx fra 2008 Idéudvikling af Annabeth Aagaard, men ikke andre med udgangspunkt i det journalistiske håndværk.
Interessant og praktisk anvendelig bog om at skabe journalistiske ideer.