Stieg Larssons tre populære kriminalromaner om det umage par, journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander, er blevet transformeret til en ligeledes populær filmtrilogi. Filmopus 2, Pigen der legede med ilden, er en typisk mellemakt, der fortsætter nogle af forgængerens konflikter samt lægger op til et egentligt punktum i seriens tredje del. Målgruppen er veldefineret: Læsere af romanerne samt alle med forkærlighed for krimier og især den svenske samfundskritiske særart.
Lisbeth Salander har hacket sig til så mange penge, at tilværelsen burde være en dans på roser. Men den sære, sært sårbare pige har mange lig i lasten, og pludselig er hun i en situation, hvor hun mistænkes for at have begået tre mord. Kun hendes ven Mikael Blomkvist synes overbevist om, at hun er uskyldig. Han kæder mordene sammen med sexhandelen med piger fra østlandene og finder frem til bagmanden, den mystiske Zala.
Pigen der legede med ilden er produceret for tv, men da trilogiens første film, Mænd der hader kvinder, blev en kæmpe biografsucces, blev også toeren blæst op til det store lærred. Med samme skuespillere i alle roller er filmen trods et fattigere, mindre dynamisk billedsprog sammenlignelig med etteren og står lige som denne i gæld til Tarantino, når det gælder uhygge og voldseksplosioner.
Ikke nogen dårlig film. Og slet ikke en svag nummer to. Bestemt ikke. Så Pigen der legede med ilden anbefales, selv om den slet ikke nærmer sig etterens virtuose og suverænt overlegne fortællestil.