Prøv selv er en ny serie, der beskæftiger sig med forskellige emner inden for bl.a. den fysiske geografi. Af forsidens spredte udsagn, der er fælles for de forskellige titler, ses indholdets hovedidé: "Forsøg og modeller" og "Se det ske". Det er altså i høj grad aktiveringsbøger, der samtidig med en grundig gennemgang af det fagspecifikke stof viser og forklarer, hvordan man bygger modeller og eksperimenterer for at efterligne det, der foregår i virkeligheden. Det er floden, vandløbet som geografisk fænomen, som nærværende bog beskæftiger sig med. Dens udspring, løb og udmunding, erosion og aflejring, sporene i landskabet, vandfald, den underjordiske flod, grotter, søer m.m. Også flodens kulturgeografiske betydning er en væsentlig del og viser menneskenes bosættelse ved floden og deraf afledte erhverv, trafik og vandkraftudnyttelse. Farvefotos af natur og modeller, og tekstens opdeling i mange afsnit virker indbydende. Indholdets faglige niveau og omfang vil dog kræve specielt interesserede og gode læsere, mens nogle forsøg godt kan anvendes i natur/teknik fra 5. kl., eventuelt som gruppearbejde.