Bogen har en bred målgruppe og henvender sig både til læsere med interesse for de politiske aspekter i relation til politiske fanger og læsere af fx serien Virkelighedens verden.
Som den hidtil eneste lykkedes det Shin Dong-hyuk i 2005 at flygte fra en politisk fangelejr i Nordkorea. Han blev født i lejren som barn af 2 politiske fanger, og bogen skildrer hans liv i lejren, flugten gennem Nordkorea og hans liv efterfølgende. Den er skrevet af en af USA's mest anerkendte journalister, som i en årrække var korrespondent for Washington Post i Asien. Det er på alle måder en gruopvækkende historie, som bekræfter de værste anelser, man kan have om fangelejre i Nordkorea. Tortur, lemlæstelser, drab, angiveri og sult hører til dagligdagen i en udstrækning, man dårligt kan forestille sig. Udover de psykologiske aspekter af en sådan indespærring perspektiverer forfatteren også Sydkoreas ligegyldige holdning overfor forholdene i nord, hvilket giver stof til eftertanke om det internationale samfunds politik i relation til Nordkorea.
Der findes adskillige beretninger fra arbejdslejre, fx de berygtede Gulag-lejre i Sovjetunionen, men denne er enestående både i forhold til sin aktualitet, og at den foregår i Nordkorea.
En rystende, kompetent og velskrevet beretning om livet i en nordkoreansk fangelejr og Shin Dong-hyuks fantastiske flugt til friheden.