Flunkerne elsker fest, så de tager jorden rundt for at deltage i kendte og mindre kendte fester og højtider. De er til Halloween i USA, Oktoberfest i München, karneval i Rio og flere andre fester. Endnu en gennemarbejdet, detaljerig og underholdende flunkebog for 5-8-årige.
Hvordan holder menneskene på jorden fest? Det sætter flunkerne sig for at undersøge. De deltager i højtider og fester såsom julen med masser af julemænd og pakker, De dødes dag og karneval i Rio. Men også i mindre kendte fester som Las fallas i Valencia og Full moon fever i Thailand. Undervejs omtales fx også familiefesten ved Ramadanens afslutning i Marokko. Som sædvanlig skal der findes flunker og løses opgaver.
Det er en fornøjelse at følge flunkerne verden rundt til mange forskellige fester og højtider. Jeg imponeres fortsat over den grundighed, der præger disse bøger. Mange detaljer at studere, megen humor, lidt nyt at lære om lande og traditioner. Forsiden er blandt de flotteste af de nu 24 titler om flunkerne: 6 flunker i forskellige dragter med en nar i forgrunden på en baggrund af smuk blå i forskellige nuancer.
Er du interesseret i andre kig-og-find bøger, som tager dig med på en jordomrejse er Hvor er surikaterne? et fint bud.