Selvstændig opfølgningsroman til Smuk er døden, som I fik fra 1989. En historisk kollektivroman om den militære og nationale katastrofe i 1864-krigen, hvor Preussen og Østrig sendte tropper op i Slesvig-Holsten. Velafbalanceret og i en tidløs og traditionel episk stil med en fin vægtning mellem dialog, beskrivelse og handlingsstof, der giver mindelser om Andersen Nexø, beretter CJ om en gruppe kompagnisoldaters liv og pinsler omkring det berømte slag ved Lundby. Læseren kommer ind i det øjeblik, hvor den i forvejen noget forhutlede gruppe danske soldater må begynde tilbagetrækningen fra Rendsborg til Dannevirkevoldene - og slutter med det danske kompagnis næsten totale udslettelse under slaget ved Lundby. Bogen vil med sin stil og sit indhold ligesom forgængeren have bred appel til bibliotekets lånere af historiske romaner. Otto Baches tidstro genremaleri af det danske kompagni på march udgør en dækkende forside. God oplysende bagtekst.