Dette er sidste bind i serien om Holocaust. Serien kommer til at omfatte Årsagerne(00/41), Dødslejrene (jan. 2001) og Overlevelse og modstand (feb. 2001). Det er en glimrende bog om et emne, som er svært håndterbart. Bogens tese er, at jødeudryddelserne blev udført af almindelige mennesker i jakkesæt bag skriveborde, og at det ikke er muligt at sige: "Det kunne aldrig ske her." Bogen går kronologisk til værks: retsopgøret i Nürnberg, staten Israels fødsel, minderne om Holocaust, Hollywoods bearbejdning og indflydelse på vores forståelse af emnet, andre folkemord, nazijægere og -bødler samt højreorienterede og holocaustnægtere i nutiden. En anden af bogens teser er, at Eichmannretssagen i begyndelsen af 60'erne på godt og ondt fundamentalt ændrede verdens opfattelse af Holocaust. Bogen tilstræber en objektiv holdning. Den nævner, men en passant, at de allierede også begik grusomheder og at der blev lavet politiske studehandler. Den er kritisk overfor Israels behandling af palæstinenserne, den protestantiske og ikke mindst den katolske kirke. Teksten er letlæst, kildecitater og faktabokse meget relevante. Billedmaterialet er fremragende, fotos i s/h og farver. Årstals- og medialiste er fin. Meget velegnet for 7.-8. klasse og ældre.