Som Colombus troede, han havde fundet Indien, troede en kvinde, hun havde fundet en mand at dele livet med. Indtil han efter ti års ægteskab en morgen siger: "I virkeligheden har jeg altid villet være en kvinde." For læsere af romaner, der giver stof til eftertanke.
"Før min mand forsvinder" er en autofiktiv roman om en kvinde, hvis verden braser sammen, da hendes mand en morgen fortæller hende, at han altid har villet være kvinde. Den kvindelige fortæller i romanen roser manden for hans mod og prøver tøvende i tiden efter at følge ham i de første skridt på vej mod et kønsskifte. Men det er ikke let for hende, og hun stiller spørgsmål ved, om hun overhovedet kender det menneske, hun har været gift med i ti år. Fortælleren oplever, at hendes mand langsomt forsvinder, og hun sørger over at miste ham. En dag, hvor hun har brug for at komme væk fra det hele, tager hun på museum og drages af en udstilling om Colombus. Hendes egen historie spejler sig i Columbus' historie, og begge udfoldes parallelt igennem romanen. Selja Ahava er finsk dramaturg og forfatter. På dansk er tidligere udkommet Pludselig falder ting fra himlen i 2018.
Bevægende og tankevækkende roman om identitet og køn og om at sørge over tabet af et menneske, der ikke er død. Velegnet til læseklubber.
"Før min mand forsvinder" er en unik roman og er svær at sammenligne med andre bøger. Hvis man vil læse mere om sorg, kan novellesamlingen Velsignelser anbefales. Heri er en novelle, der også handler om at miste og sørge over et menneske, der ikke er død.