I 1984 udkom Intet spil for galleriet, om de første 25 år af det moderne børneteaters historie. Nu kommer historien om de næste 10 år. Carsten Jensen, redaktør af "Børneteateravisen" siden 1986, er igen krønikeskriver og fortæller minutiøst og kronologisk om dansk børneteaters situation og udvikling fra 1994 til 2004. En frise med årstal nederst på hver side hjælper med at holde styr på årstallene. Den ordrige og tætskrevne beretning rummer et væld af datoer, tal, navne og tildragelser, og der citeres flittigt fra bl.a. "Børneteateravisen". Teksten fylder 2/3 af sidens bredde. På de brede margener er der præsentation af 85 børneteatre og billedtekster til de mange fotos. Bogen afsluttes med et faktaafsnit med leksikon, statistikker, diverse oversigter og et grundigt register. Krøniken giver et levende billede af et turbulent årti præget af opbrud og skiftende økonomiske og politiske vilkår. I 1994 var udgangsbønnen: "Det er godt at det er blevet bedre, men det var bedre, hvis det var blevet godt" (Villy Sørensen). I 2004 er den: "Fremtiden kommer af sig selv, fremskridtet ikke" (P.H.). Børneteatret har det ikke let, men det lever. En bog for branchefolk og børneteaterformidlere samt folk med interesse for emnet.