Anna Hartmann er netop vendt tilbage til Forsvarets Efterretningstjeneste, da en whistleblower afslører tophemmelige informationer. En klapjagt går ind for at finde muldvarpen, og Anna ender som mistænkt, samtidig med at hun skal prøve at hjælpe en russisk afhopper. For læsere af spændende romaner om efterretningstjenester og storpolitik.
Anna Hartmann er en lokal legende i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Efter at have arbejdet en periode i en anden afdeling af efterretningstjenesten er hun nu tilbage på Kastellet i Human Intelligence-afdelingen med speciale i Rusland. Under en kærestetur i Wien bliver hun kontaktet af en højtstående russisk officer, der ønsker at hoppe af. En mission sættes i værk for at få officeren ud, men samtidig eksploderer en politisk bombe i Danmark, da en whistleblower afslører politisk følsomme oplysninger. Nogen i FE skyr ingen midler for at finde en syndebuk, og Anna kommer i søgelyset.
I følge forfatterens efterord er bogen er blevet til på baggrund af autentiske hændelser. Der er tilføjet flere lag til fortællingen, hvilket har udmøntet sig i en spændende og troværdig fortælling om statshemmeligheder, whistleblowere, stormagtspolitik og efterretningsarbejde. En relevant og velskrevet fortælling, der giver stof til eftertanke.
Lignende romaner om efterretningstjenester og politik er fx "Melin-serien" af samme forfatter, Tobias Bukkehaves serie "Kongetro" og Den 6. magt af Mikkel Blaabjerg.