Easter parade, eller Forår i luften er en af 1940'ernes store amerikanske musicals. Med sine mange iørefaldende melodier, sine elegante danseoptrin og ikke mindst sine små gags virker den bestemt ikke støvet og passé. Elskere af genren vil nyde at se eller gense den.
Som i andre af periodens musicals er det ikke specielt i plottet, at hovedkvaliteten ligger. Det er de enkelte numre, der er kælet for. Stjernedanseren Nadine meddeler sin dansepartner Don (Fred Astaire), at hun går solo. Don bliver skuffet og vred og proklamerer, at han nemt kan gøre en hvilken som helst korpige lige så berømt som sin tidligere partner. Han udvælger spontant den unge Hannah (Judy Garland), og hans plan ser da også ud til at skulle lykkes - bare ikke helt på den måde, han havde forestillet sig. Irving Berlin har skrevet de iørefaldende melodier til de utrolig flotte og originale sang-, step- og dansenumre. De små indlagte gags klæder desuden filmen.
Filmen er på linje med periodens mange andre amerikanske musicals, fx den vellykkede Singin' in the rain. Instruktøren Charles Walters var en garvet og respekteret Hollywood-instruktør og kendes bl.a. for musicals som Lili og den lidt mere tyndbenede High society.
Easter parade er en flot, velfungerende og humoristisk musicalklassiker med stjernerne Fred Astaire, Judy Garland og Peter Lawford i topform. Bestemt en film, der fortjener sin klassikerstatus.