Egner sig fortrinligt for brugeren der er ude efter den mere "skæve" bog. Låneren der er glad for (forbryder) fotos vil ligeledes blive glædeligt overrasket. Sidst bliver den historisk interesserede låner også tilgodeset.
Ved første øjekast har denne bog virkelig en dragende effekt. Jeg ved ikke, om det er forsidebilledet eller emnet i almindelighed der har denne specielle virkning, men et er sikkert, jeg har svært ved at lægge bogen fra mig. Som titlen antyder, indeholder bogen en lang række historiske fotos fra danske forbryderalbums. Fotoerne i bogen er krydret med udførlige beskrivelse af de impliceredes gerninger, samt tiden de måtte tilbringe i landets forskellige arresthuse. De forskellige afsnit og kapitler tager afsæt i overordnede emner som, "Forbryderbilledets fødsel", "Det klassiske forbryderbillede" eller "Forbrydermennesket". Hele bogen er professionel ned til mindste detalje, og er en sand fornøjelse at bladre igennem, og så er den udgivet i en lækker hardback kvalitet.
Til min store overraskelse er der tidligere udgivet flere lignende titler, som for eksempel Forbrydersker og offentlige fruentimmere 1863-1919 fra 2008. Den omhandler dog udelukkende kvindelige forbrydere.
En meget flot, professionel og gennemarbejdet bog der er svær at lægge fra sig. De mindste biblioteker skal dog nok overveje, om der er lånere til sådan en bog.