Beretningen om bilfabrikanten Henry Ford fortæller et stykke amerikansk historie og om en epoke i industriens historie. Fra 15 år.
Tv-serien i 2 dele fortæller historien om Henry Ford (1863-1947), den legendariske stifter af Ford Motor Company og skaber af Ford T-modellen, der gjorde bilen til hvermands eje. Korte glimt viser en barndom præget af traumer og fattigdom. Men i 1893 har han sønnen Edsel og er gift med Clara, der støtter ham i hans projekter. Han mangler penge til sin første benzindrevne motor, men drømmen om at udvikle en bil, der kan blive hvermands eje og øge kendskabet mellem land og by, realiseres gennem Ford T-modellen. Han indfører samlebåndsproduktionen, hader fagforeningerne, men ønsker samtidig social retfærdighed i en tid med hård fattigdom. Familien tvivler på, om Henry elsker den eller bilerne højest, og først ved Edsels pludselige død indser han de sande værdier. Filmen er fra 1987 og instruktøren Allan Eastman har siden begået sig indenfor tv-serier som "Andromeda", Degrassi High og Star trek.
Trods næsten 25 år på bagen føjer serien sig smukt ind blandt nutidens mange populære film indenfor den såkaldte biopic-genre, der i en blanding af facts og fortolkninger går bag om kendte personers liv.
Cliff Robertson portrætterer Ford præcist som en blanding af naiv mekaniker og hård forretningsmand, der går efter sit mål. Det er en gribende, til tider melodramatisk film om en mand, der kæmper for sit mål, men må gennem adskillige dilemmaer politisk og privat.