Bogen er et must for de rigtig mange især tv-seere, der følger Formel 1-løb over hele verden.
Nygaard er Danmarks eneste motorsportsjournalist, der følger alle løb. Han har udgivet en del bøger om sporten, og denne er en selvstændig del af hans Formel 1-trilogi, hvor de tidligere titler er Ferrari : Ferrari i formel 1, 2008 og Grand Prix : historien om formel 1-VM, 2009. I forordet åbner han dog op for mulig(e) fortsættelse(r). Legender i sporten er både det indlysende: karismatiske kørere, men dækker også teams, baner, særlige løb, ejere m.m. I et flot og entusiastisk sprog får Nygaard virkelig formidlet de ofte meget dramatiske episoder, så det næsten er som at være der selv - blot lidt mindre støjende og lugtende. Som sædvanlig er alle billederne af meget høj kvalitet fra hans eget firma Grand Prix Photo.
Bogen ligger flot i forlængelse af de foregående bind og matcher kvalitetsmæssigt de især engelsksprogede titler, vi har på folkebibliotekerne.
En meget velskrevet og velillustreret gennemgang af de største personligheder, begivenheder m.m. indenfor Formel 1-sporten.