Musik / rock

Formskifter


Anmeldelser (5)


Soundvenue

d. 29. juni 2020

af

af

Kjartan F. Stolberg

d. 29. juni 2020

"Den københavnske rockgruppe Joyces fornemme debutalbum 'Formskifter' ... Håndværket er så upåklageligt, og klangen er så idiosynkratisk, at det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock ... Albummet blander så smukt ængstelig aggression fra posthardcore, melodisk bevidsthed fra janglepop, indadskuende melankoli fra dreampop og endda noget metallisk tyngde".


Gaffa [online]

d. 25. juni 2020

af

af

Nicoline Steen

d. 25. juni 2020

"Joyces debutplade Formskifter efterlever sin titel og cementerer sig som en montage i rock anno 2020, hvor der skæves til alt fra punk og indiepop til elektrorock og metal. Den røde tråd findes i relevante tekster og knivskarpe melodier".


Politiken

d. 3. juli 2020

af

af

Pernille Jensen

d. 3. juli 2020

"Der er en herlig ublu fandenivoldskhed over både tekst og musik hos Joyce, et poppunket rockband fra Roskilde bestående af fem unge mænd i 20'erne med ild i både poesibøger og bagparti. De blev dannet for bare lidt over et år siden, og det er, som om den korte levetid skinner igennem i musikken ... Joyce [er] med deres rastløse, tempofyldte måde at spille inderlig og følsom rockmusik på nærmere som en eksistentielt udfordret lillebror til The Minds of 99 ... Men rockbandet fra Roskilde er i høj grad sig selv".


Jyllands-posten

d. 21. juni 2020

af

af

Kasper Schütt-Jensen

d. 21. juni 2020

"Joyce udgiver (...) debutalbummet 'Formskifter', hvis kvaliteter er af så indlysende karakter, at det bør tildeles en foreløbig plads på listen over årets bedste rockudgivelser ... Bandet sætter ikke en fod forkert gennem debutalbummets ni skæringer".


Information

d. 21. aug. 2020

af

af

Ralf Christensen

d. 21. aug. 2020

"Et sted mellem omkvædsrocken i stadionstørrelse fra Minds of 99 og Nephew og selvleden og tvivlen hos Peter Sommer finder vi den nye danske kvintet Joyce ... På deres gode debutalbum Formskifter pakkes en eksplicit formuleret svaghed i teksterne ind i musikkens potente fanfarer. De besynger alt det bøvl, som vores liv bliver viklet ind i, og så hamrer de løs på elguitarerne, tæver trommeskindene, flår i bassen og synger melodier, der synes skabt til en festivalsommernat ... Det kunne være spændende med flere nuancer og mere kompleksitet. Men det kommer sikkert med alderen ... Det kan som bekendt være udtryk for styrke at turde vise svaghed. På den led er Joyce bomstærke".