Til alle kreative - mest kvinder, der gerne vil skabe deres egen unikke garderobe, ud fra allerede eksisterende rober.
Dorthe Brøgger er bl.a. cand.mag. i teatervidenskab og coach indenfor kommunikation og personlig udvikling. Forny din stil er hendes første bog. Den handler om customizing, dvs. at skabe nyt og smart, her fx tøj, af det man allerede har i forvejen. Bogen er delt op i 3 hoveddele. Der er først nogle udførlige afsnit om begrebet customizing. Hvad er customizing, mode, idéer, økonomi, coaching osv? Derefter kommer "30 styles" der er forslag til, hvordan man customizer sit tøj - med billeder, fornyelser og forslag til at peppe sit eksisterende tøj op, der måske ellers skulle være kasseret. Sidste del af bogen er en praktisk og kortfattet syvejledning og lidt generelt om customizing. Forfatteren har også lavet en top 20-30 liste over materialer, genbrugsforretninger/markeder, stangtøjsforretninger osv. Henvisningerne er dog overvejende til de københavnske læsere, da stederne geografisk er placeret i Københavns-området. Sværhedsgraden i bogen svinger fra det helt lette, hvor alle kan være med, over til det mere avancerede, hvor man skal have kendskab til nogle sytekniske ting for at resultatet bliver tilfredsstillende.
Eneste anden bog på dansk om customizing er Masker på mode, 2007, der primært omhandler strikkeuniverset.
En inspirerende bog om customizing til alle de kreative med brugbare idéer til at peppe sit tøj op og finde sin egen personlige stil.