I denne bog om forsvarsspillet i en ny fodboldserie dokumenteres det, at taktik betyder meget i moderne fodbold. Der gennemgås taktiske elementer som f.eks. markeringssystemer, holdarbejde i forsvaret, holdopstillinger samt omstilling fra forsvar til angreb. Andre emner er bl.a. bolderobring, tacklinger, off-side, sikkert spil, frispark og indkast. De enkelte emner gennemgås i en kort tekst med tilhørende illustration, og til mange af dem er der knyttet øvelser af forskellig slags. Bagest i bogen er der et indeks. Det er en saglig og instruktiv bog, der giver et udmærket indtryk af de enkelte elementers betydning for holdspillet. Den ofte noget kompakte tekst, der er sat med forskellig typografi, kan selvlæses fra 6.-7. kl. Teksten understøttes af et omfattende billedmateriale bestående af fotos, farvelagte tegninger og diagrammer, men mange af siderne virker en anelse uoverskuelige på grund af omfanget af informationer m.v. Bogen, der ikke viser kendte danske spillere, henvender sig primært til specielt interesserede fodboldfans fra 6. kl. Forsiden, der viser en situation fra en international kamp, skal nok tiltrække målgruppen.