Underholdende og nostalgisk samling minispil, som tager udgangspunkt i reality-showet "Fangerne på fortet". For børn fra 8 år.
Spillet bygger på det franske reality-show "Fort Boyard", som i Danmark havde titlen "Fangerne på fortet". I Danmark kørte showet fra 1993 til 2009 med skiftende danske kendisser som deltagere. Der er 3 muligheder i spillet. "Adventure", hvor man (som på tv) er en gruppe på 4 deltagere, som skal klare forskellige udfordringer (minispil) for tilsidst at vinde guldmønter. "Party" er en brætspil-udgave, som ligner "Matador", hvor man ind imellem skal klare minispil. I "Training" kan man øve sig på de 12 minispil. I minispillene skal man fx klamre sig fast på ryggen af en rodeo-dinosaur eller trække et sværd op af en sten og hugge et reb over. Der er 4 sværhedsgrader i spillet, hvoraf de 2 første er låst i starten. Spillet er på engelsk.
Spil som bygger på tv-serier er sjældent af høj kvalitet, og dette spil er ingen undtagelse. Derudover virker det underligt at udgive et spil, som tager udgangspunkt i et tv-show, som de færreste børn og unge i dag kender. De 12 minispil er meget simple og bliver hurtigt kedelige, men spillet kan dog give et par timers sjov underholdning. Spillene klares med et begrænset antal taster, men styringen er desværre lidt upræcis i nogle af dem. Spillet hæver sig ikke over de allerførste simple spil, der udkom til Wii. Man kan spille 1-4 spillere på samme konsol, og det er sjovest at være flere. PEGI: 3. Kan spilles fra 8 år.
Spillet minder om Carnival games (Xbox One).