Svend-Erik Engh er historiefortæller og ikke forfatter, som han skriver i forordet. Hans bog forsøger at skabe sammenhæng mellem to tilsyneladende vidt forskellige emner som historiefortælling og erhversliv. I de senere år er udkommet en del udmærket litteratur om storytelling, bl.a. Steve Dennings Egern A/S fra 2004. Han har også skrevet en introduktion i nærværende bog. Nævnes skal også Jane Flarups bog Da manden ville lære dem at fortælle historier , 2004. Svend-Erik Enghs bog virker sammenlignet med de andre bøger om emnet mere praktisk anvendelig og mindre teoretisk. Bogen henvender sig næsten selvsagt til folk i erhvervslivet, bl.a. i et par afsnit som gennemgår områder, hvor en historie kan gøre en forskel og hvad historiefortælleren i det hele taget kan i en organisation og virksomhedskultur. Men især er bogen god til fortælleren eller folk, der arbejder med kommunikation med mange gode praktiske eksempler og værktøjer. Desuden indeholder bogen en del grafik og enkelte anskuelige modeller foruden bilag med bl.a. litteraturliste og links til hjemmesider.