Hvordan ser fremtidens børneliv ud? Hvad nu hvis din kat blev forbudt, eller du kun måtte flyve én gang i dit liv? I denne bog bliver dystre fremtidsudsigter vækket til live. For læsere fra 10 år.
I bogens ni noveller møder man forskellige problemstillinger. De giver alle et bud på, hvordan det kunne se ud at være barn i fremtiden: Kæledyr forbydes, en afdød far viser sig som et hologram med fuld forældremyndighed, at man kun har mulighed for at flyve én gang i sit liv, at man går i klasse med en alien, at alle børn får fuld valgret, at eleverne i klassen forsvinder, hvis de klarer sig dårligt i en test, eller at der indopereres en mikrochip i hjernen på børn, så de kan klare sig bedre i skolen. Novellerne har en illustreret forside. Bogen er en del af serien "Vokseværker" fra Dansklærerforeningens forlag, og der findes undervisningsmateriale på forlagets hjemmeside.
En spændende samling af noveller med dystre fremtidsudsigter, der giver én mulighed for at kunne tænke over, hvordan samfundet udvikler sig. Novellerne lægger op til diskussion og måske får man lyst til at tale med andre om emnet. Hvis man har lidt viden om, hvad der sker ude i verden, vil denne bog måske kunne få én til at tænke over, at man ofte selv kan påvirke, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
En bog med samme tema er fx Skabt for hinanden - og andre dystopier, som har samme dystopiske stemning.