Fotorama

Peter Laugesens særlige sprog- og skriftbevidsthed tematiseres med ny energi og vitalitet i disse digte, ikke blot på det betydningsmæssige niveau, men også konkret i form af en leg med ord og skrift som visuelt og fysisk udtryk.

"Var der engang? Er jeg/ bare gammel?" spørger PL i samlingens lange indledende digt "Nytår". Ikke bare her, men som et gennemgående tema i bogen, er det tid til tilbageblik, status og selvransagelse. Konfronteret med en gennemkommercialiseret nutid, hvor alle myter og utopier endegyldigt synes at være døde, retter poeten blikket bagud mod sin ungdoms "fotoramaverden", hvor ikke mindst kunsten og poesien inkarnerede drømmen om forandring og frigørelse. Mange af teksterne kredser omkring kunstens tilsyneladende afmagt og nytteløshed, men at den ved netop at insistere på sin anderledeshed og nytteløshed når "dybder utilgængelige/ for andet end måske hvad/ vi kalder poesien-". Eksemplerne henter han i den litterære tradition, i hverdagens tilsyneladende banaliteter og i sproget, skriften, der dengang som nu anarkistisk og uforudsigelig "bobler stinkende ud/ meningsløst fnisende".

Udover kernelæserne har Laugesen fået et større og yngre publikum i tale takket være sin flittige optræden på landets Spoken Word-scener.

Samlingen er en del af den fortløbende samtale og proces, ("aldrig gøre noget færdigt/ fordi der ikke er nogen ende"), som Laugesens forfatterskab nu i mere end fyrre år har holdt gang i.

Læs hele vurderingen