Preben og Erik Damgaard er bare 21 og 23 år, da de starter virksomheden Damgaard Data. Otte år senere omsætter de for 100 millioner kroner og har 100 medarbejdere. Alles øjne er rettet mod de to brødre. Kan de med Damgaard Data gøre Danmark til en af verdens førende it-nationer? IBM køber sig ind og lover at hjælpe med den globale ekspansion. Men intet går som planlagt.”Fra Damgaard til Microsoft” afslører hele historien om en af Danmarks ubestridte erhvervssucceser – fra vugge til voksen. Den giver et kig ind bag scenen i en industri, der er komplet uforudsigelig, hvor strategier ikke nødvendigvis fører til succes. Men det er også en fortælling om mennesker, ambitioner og snarrådighed. Og om at gå benhårdt efter sin drøm og bygge en succesfuld virksomhed op fra bunden. De vilkår som Damgaard Data var oppe i mod, gælder i dag for alle virksomheder i alle brancher. Nu er der et navn for det: disruption. Firmaer, der ligner vindere i dag, udraderes i morgen i et samspil af egne fejl, den teknologiske udvikling og konkurrenternes nådesløse dolkestød. Damgaard Data kom helskindede igennem og endte med at blive købt for 11 milliarder. Hans Peter Bech’s bog forklarer hvordan.
"Forhåbentlig kan denne bog forhindre, at andre begår de samme fejl, som vi begik." - Preben Damgaard, Investor. "En forrygende og overraskende historie om en af Danmarks mest succesfulde iværksættere." - Peter Warnøe, Investor og iværksætter. ”Fra Damgaard til Microsoft” bygger på over 200 timers interview med tidligere medarbejdere, partnere, kunder, leverandører, bestyrelsesmedlemmer m. fl. Forfatteren har gravet alt frem: børsprospekter, pressemeddelelser, personaleblade, brochurer, årsberetninger, forretningspræsentationer, notesbøger og andre interne dokumenter, som offentligheden aldrig har haft kendskab til. "”Fra Damgaard til Microsoft” er en lærebog for alle, der beskæftiger sig med forretning og erhvervsliv." Ole Møller-Jensen Regional - President, Danfoss.