Fra helvede til paradis er som titlen siger en skildring af den rejse, som Dante foretager i året 1300 i sit berømte værk, en tids- og stedbundet rejse der af læseren kræver et vist kendskab til politiske, religiøse og kulturelle forhold i datidens Italien. Når man har erhvervet dette kendskab - og det har Lagercrantz - så bliver det en rejse på flere planer, hvor tid og sted ophæves, og hvor middelalder og nutid flyder sammen. For der findes ikke den menneskelige følelse, tilstand eller tanke, der ikke er beskrevet i dette vældige »følelsens universitet«, hvor alle har en plads, og hvor alle hver for sig må erkende sin afmagt og utilstrækkelighed. Men Dante og hans tro følgesvend, Lagercrantz, fortsætter ufortrødent deres rejse gennem de tre dødsriger frem mod en dybere virkelighed og den store erkendelse, at »de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sjæl«. Man kan læse denne bog uden at kende noget til Komedien og man kan læse den under den synsvinkel man har lyst til,den er under alle omstændigheder et mesterværk.