For tegnere og andre med interesse for tegning og professionel illustration.
Verner Mynch har i over en menneskealder illustreret for Aller-koncernen og Gutenberghus. Hans streg vil være velkendt af læsere af Femina og Familiejournalen. Men også som reklametegner, illustrator og i mange andre sammenhænge har han udført opgaver. Bogen er i A4-format og står næsten tekstløs. Tegningerne viser et mangefacetteret virke og Mynchs store professionalisme, hvad enten det drejer sig om en romanillustration i et ugeblad eller hans smukke tegninger af bygninger, sejlskibe, en sommerfugl eller landskaber. Tegningerne er ordnet i temaer og har ikke årstalsangivelse. Et takkebrev bagerst vidner om, at han også har illustreret for kongehuset - et portræt af dronning Ingrid til Margrethe-hæftet (et sønderjysk julehæfte).
Intet andet om Verner Mynch.
Verner Mynch har modtaget flere priser for sin kunst, men er ikke et særlig kendt navn i offentligheden. Bogen her viser hans livsværk og vil pynte på veludbyggede samlinger i danske folkebiblioteker.