Fredag formiddag : rapport om slutkrigen

Det store Atombrag - det er et kollektivt (selv)mord af så ufattelige dimensioner, at det let kan forblive en abstraktion. Men hvordan gøre atomdøden fattelig, synes Høyer at have spurgt sigselv: ved at vise, at det drejer sig om individuelle dødsfald. Han har derfor valgt at vise, hvordan døden rammer en række personer i et almindeligt dansk betonhøjhus, hvordan 33 livstråde brathugges over af en grufuld død, skildret i ganske korte prosastykker. Mellem disse står en række korte, rimede, sangbare vers (melodi bagest i bogen) om Ankomst, Din Verden, Deres Verden, Afsked -en prøve: »Mens en pludselig rygende tørke/forbrændte sig vej gennem alt,/kom et brag og et styrtende mørke/derinde, hvor blokkene faldt.//Og derude blev småbørnevrimlen/med ét til forkullede lig./Og en sommersky stiger mod himlen,/mens stilheden skriger sit skrig.« Litterært set er disse små vers måske ikke alle tilfredsstillende, og måske kan de mange dødsfald ufrivilligt komme til atminde om et katalog overmulige lidelser, men - bogen formidler Høyers (og andre tænkende, angste menneskers) frygt for det vanvid, vi alt for let kan komme til at slippe løs, og som en slagsskønlitterær pendant til Erik Knudsens debatbøger f.eks. er bogen værdifuld og bredt anvendelig.

Læs hele vurderingen