Denne moderne vampyrfabel henvender sig til fans af fantasy og gotisk uhygge. Aldersmæssigt er målgruppen fra 12 år og opefter. Voksne yndere af genren vil også kunne få fornøjelse af bogen. Bogen behøver ingen særlig formidling, da den er sjette bind i en serie. Desuden vil man ikke få noget videre ud af læsningen, hvis man ikke er fortrolig med de forrige bind.
Zoey er ypperstepræstinde i "Nattens hus", der er en læreanstalt for unge vampyrer. Sammen med sine venner er det lykkedes hende at jage deres fjender Kalona og Neferet væk fra Tulsa. Skyggeravnene er ligeledes forsvundet, men Mary Ann finder en såret skyggeravn, og hun slår den ikke ihjel. Tværtimod holder hun den skjult. Zoey, der før har haft flere amorøse forbindelser, bliver nu tiltrukket af den fjendtlige, ondsindede og udødelige Kalona. Bogen har alt, hvad en moderne vampyrfortælling skal have: Spænding, uhygge, passion, ironi, humor, sex samt ungdommelig romantik. Bogen er velskrevet, godt disponeret. Replikkerne er mundrette med en nutidig og autentisk sprogtone. Den elegante forside i sort/grønne dystre farvetoner illustrerer fint bogens indhold af gotisk uhygge og ungdommelig romantik.
Denne serie har mange mindelser om Stephenie Meyers Tusmørke-serien, der dog er en anelse mere romantisk og følelsesfuld. Anbefales kan også serien The vampire diaries af L. J. Smith.
Det er som altid en spændende og velskrevet bog med et velfungerende og interessant persongalleri.