En ikke særlig vellykket billedbog om døden. Den henlægger sin historie til et frøunivers, men mangler den indre kraft og logik i sin fortællemåde, der får en til at glemme at spørge, hvad meningen er med det. Desuden behandler den sit emne med en poesi og symbolik, der nok er tænkt fintfølende, men som istedet ender med at være klam og kedelig. Hver nat samles parkens frøer, og denne midsommernat holder de sig alle i nærheden af den ældste frø, der er begyndt at føle sig svagere og svagere. De andre frøer ved, at han elsker ballet og opfører derfor en sådan for ham. Balletten beskrives i en detaljeringsgrad, som historien ikke kan bære, den bliver langtrukken og spænder dermed ben for sit eget forsøg på at skabe en stemningsmættet, symbolsk ramme for den gamle frøs sortie. Resultatet bliver, at beskrivelsen af døden kommer til at ligge i et kunstigt højstemt leje. For børn fra 4 år har vi andre bøger om emnet, der er mere håndfaste og ægte poetiske. Illustrationerne er sød engelsk mainstream, der dog ikke formår at bøde på tekstens mangler eller løfte den postulerede poesi. Måske fordi der er så lidt fremdrift i historien, irriteres man også af det stedvis klumpede sprog.