Endnu en historie om kattepigen Frøken Knirk og hendes ejer opfinderen Sisse. En mangaagtig billedbog til oplæsning fra godt 4 år.
En fabulerende historie bevidst lagt efter den slags mindre børn selv kan finde på at fortælle. Det sker i et hæsblæsende tempo uden den helt klare røde tråd og vildt og frodigt illustreret i en mangaagtig stil med tegneserieagtige forløb og en stærk og mættet farvelægning. Teksten er knap og skåret ind til benet og også nem at forstå. Kattepigen Frøken Knirk er nødt til at finde hjælp, da hendes ejer opfinderen Sisse er kommet til at opfinde en gal robothund. Hjælpen finder hun i form at et lettere tunghørt får, hvis dårlige ører medfører nogle komiske misforståelser, en stor edderkop og en flok kiwifugle. Men i bund og grund er det nok Knirks egen list, som redder situationen og får forvandlet den bidske hund til en helt fornuftig fårehund. Den første bog om Frøken Knirk hed Frøken Knirk og den store hemmelighed (06/40).
Hvis man er til endnu mere om skøre opfindelser, kan man læse Kalle & Palles sære opfindelser (08/46) og Dinosauruspulveret (08/39).
Set med voksne øjne kan man godt sige, at handlingen er lidt tynd, men billedsiden adskiller bogen fra mange andre billedbøger, og det plus hele ninja/opfinder/kamp/selvforsvarstemaet komplet med rullefald, sværd og sære maskiner, vil nok kunne tiltale især små drenge.