Nu kan du få en frisure som Elsa eller Anna fra Disneys kæmpehit Frost. Bogen vil tiltale små piger, der er vilde med Frost, og større piger der er vilde med hår.
Bogen indeholder 28 frisurer alle inspireret fra filmen Frost. Hver frisure vises med et klip fra filmen og der er en udførlig vejledning samt et fotografi, så frisuren er let at gå til. Desuden forklares hvilken ting såsom hårnåle, der er behov for. Der findes både frisurer til hverdag og fest. Hele bogen har samme look som tegnefilmen og er holdt i blå nuancer.
Denne frisurebog er guf for alle de små piger, men frisurerne vil også tiltale større piger på jagt efter inspiration til nye frisurer. Frisurerne er godt beskrevet, så selv uøvede kan være med, dog kræver frisurerne lidt øvelse at sætte. Bogen emmer af stemningen fra filmen, og mange piger vil elske at have Elsas fletning. Bogen opfordrer desuden til, at man selv eksperimenterer med diverse frisurer.
I kølvandet på Fletninger er der kommet en del flettebøger. Denne har en lidt anden vinkel, da den er inspireret af filmen Frost.