Ny kogebog med vægt på frugt, bær og grønt. Forfatteren undrede sig over, at det var så svært at finde ud af næringsindholdet i frugt og grønt og satte sig derfor for at skrive en anderledes kogebog, hvor ingen kunne være i tvivl. Hun starter med ganske kort at fortælle om kroppens brændsel, væske, vitaminer, kulhydrater, fedt mm. Derefter vitamin- og mineraltabeller, hvoraf det fremgår, hvilke funktioner de hver især har, i hvilken slags frugt og grønt de findes samt anbefalet dagsdosis. Så kommer de fire afsnit med frugt, eksotiske frugter, bær og grønsager, opbygget på samme måde. Først et opslag med omtale af frugten, et par opskrifter og videre til de næste. Jeg synes ikke rigtigt hendes skelnen mellem frugt og eksotisk frugt holder, hvis man skal gå ud fra, at eksotiske frugter ikke kan dyrkes i Norden, men må importeres. Jeg må sige, at bogen virker lidt rodet i både disposition og layout, der er mange smukke billeder og nogle af opskrifterne bør også prøves. Men alt i alt forsvinder den gode ide i uoverskueligheden.