Bøger / faglitteratur / sygehistorier

Frygten for at dø


Beskrivelse


Sacha Bonsor fortæller åbent sin historie, om dengang hun som 20-årig blev indlagt akut med en hjerneblødning og de efterfølgende overvejelser om at lade sig operere og om den store risiko der var forbundet med operationen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. maj 2006

af

af

Marianne Majgaard Jensen

d. 19. maj 2006

Sacha lever et almindeligt liv i Newcastle, da hun som 19-årig pludselig får en hjerneblødning. Efter måneders sygdom og genoptræning er hun atter rask, men får at vide, at der er risiko for en ny hjerneblødning, som kan give omfattende skader eller være livstruende. Alternativet er en operation, som også er risikabel. Eksperterne er uenige om de forskellige risici, så Sacha må selv træffe beslutningen. I seks år lever hun med tvivlen og angsten, inden hun bliver opereret. Det medfører endnu en lang sygdomsperiode og genoptræning, men hun klarer det og står som 25-årig raskmeldt uden væsentlige gener. Hun beslutter at skrive en bog om sin skæbne for at hjælpe andre i samme situation. Det er hun sluppet godt fra: Den er velskrevet, og skønt den er meget detaljeret omkring sygdom og forløb, får hun også fint fortalt om sig selv og sit liv: På den ene side er hun en ung kvinde, parat til at erobre verden med studier, job i USA, fester, kærester og venner. På den anden side føler hun sig isoleret med sin sygdom, bange og magtesløs. Hun rådspørger neurologer, sin præst og Gud, sine venner, familie og andre sygdomsramte og bliver efterhånden så afklaret, at hun kan træffe beslutningen om operation. Vi har flere biografier af hjerneblødningsramte, men ingen så unge som Sacha, så dette er et udmærket bidrag til alle de unge piger, som læser Virkelighedens verden. Godt omslag.



Informationer og udgaver