En manderoman med fokus på 1980'erne set i tilbageblik gennem hovedpersonen Jespers øjne. Det er samtidig en storbyroman, hvor der gøres op med nutidens normer, Københavns ud-eller afvikling - og ikke mindst slagene på den politiske scene.
Hovedpersonen Jesper, der er omkring 50 år, lever alene i sin lejlighed i København. Romanen starter i kirken ved vennen Henriks begravelse. Det forstærker Jespers dårlige humør - han er blevet fyret fra sit trygge job i postvæsenet, har aldrig fået sig en familie, og vennerne er mest nogle, der engang var. Gennem ham ser vi tilbage på alt det, han synes var meget bedre i 80'erne: vennerne, byen, arkitekturen, mulighederne, menneskerne, politikerne - ja faktisk alt. Han er så langt ude, at han overvejer at tage sit eget liv. Men så møder han Julia og bliver forelsket. Og byen bliver (igen) mere levende.
J.S. har skrevet en rigtig vellykket manderoman, hvor derouten og det negative livssyn ikke fornægter sig. Men samtidig findes der alligevel hele tiden noget - eller nogen - der har det lidt værre end hovedpersonen. Et kig ind bag drømme, venskab, kærlighed og svigt - alt sammen beskrevet på en måde, så man alligevel ikke føler sig helt fortabt.
Kan i stilen minde lidt om Michael Strunge og andre mandlige samfunds-"sortseere".