Billedbog for de ca. 4-5-årige med en charmerende historie og illustrationer, der nærmer sig det surrealistiske. Kalle og Tobias er brødre og de bedste venner. De leger, at de er fuglekonger og bor i et træ. Med de vinger, deres mor har syet, lever de sig helt ind i deres leg. Men samtidig er de også udsatte for de større drenges drilleri. De to venners fantasi og sammenhold gør dog, at de klarer sig mod alle verdens farer. Den mundrette, ret fyldige, tekst er placeret på venstresiderne. På højresiderne har Anna Margrethe Kjærgard illustreret i en helt ny stil i forhold til tidligere bøger, fx Randi og Bjarne (2004). Det er nærmest malerier. Egentlig passer historie og ill. sammen, og man fornemmer, at verden er uoverskuelig og farlig for de små. Men de skæve personer og størrelsesforhold og de grumsede, grønlige og mørke farver vil også holde mange læsere på afstand. Den nysgerrige læser, der ikke viger tilbage for det eksperimenterende og lidt mærkelige, får en historie, der nok handler om børns virkelighed, men hvis virkemidler også taler til de mere underbevidste lag.