Bøger / skønlitteratur / digte

Fuglene sidder på pæle


Beskrivelse


Digte. Betragtninger over hverdagslivet, indtryk og sansninger over årstidernes skiften, tidens gang, kærlighed og længsel, med poetiske billeder over storheden i det små.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. feb. 2011

af

af

Poul Flou Pedersen

d. 16. feb. 2011

Interessant og lettilgængelig digtsamling, som også kan formidles til unge digtlæsere.

Peter Butzback Larsen er et nyt navn i lyrikverdenen, og hans Fuglene sidder på pæle er en sympatisk og udmærket debut. De urimede digte er betragtninger og sansninger over hverdagen og indtryk fra naturen og årstidernes skiften. Jeg-personen tænker over møder med sin elskede, erindrer barndommen og filosoferer over tiden og dens hastige forandring. Det finder blandt andet udtryk i paradokser og modsætninger i aforismeagtige sentenser som "hvis det hele går ned / går det hele måske op", og andre steder gives gode poetiske billeder som "Når sjælens nysgerrighed / blander sig med / sommerduftens overflod". Et af digtsamlingens budskaber kan være at finde storheden i det små og glædes over livets forunderlighed og rigdom, som også indebærer længsel og tab. Bogen er ganske minimalistisk i sit udtryk, og de 47 digte er gengivet på højresiderne i den upaginerede bog, der i en formidlingssammenhæng ærgerligt nok ikke har nogen bagsidetekst.

Peter Butzback Larsen har skrevet tekst og musik til to cd'er, hvoraf den ene er under eget navn og i genren singer/songwriter, og det er muligt at forestille sig, at nogle af digtene også kan bruges som musiktekster. Stilmæssigt kan Butzbacks digte minde om Niels Havs De gifte koner i København fra 2009.

Eftertænksomme digte, der ikke er svære at læse, og som med fordel kan anbefales lånere, fx unge, der gerne vil prøve kræfter med lyriske tekster.