Irma Lauridsen har før beskæftiget sig med det overnaturlige i sine bøger. Således også i denne ungdomsbog, der kan læses fra ca. 13 år. Den alternative virkelighed bliver ikke udfoldet så meget, at den rigtigt fænger. Det gør til gengæld den heftige kærlighedshistorie og hovedpersonens voldsomme sorgreaktion. Bogen handler om en usædvanlig stærk teenagekærlighed, der gør forsøg på at fortsætte efter døden og om at lære at give slip. Emilie på ca. 15 år, en helt almindelig sød teenager, fortæller lige ud ad landevejen, detaljeret og i en fortrolig tone om sin store kærlighed til Chris og sin smertefulde psykiske nedtur efter hans død. Mens Emilie fremtræder levende for læseren, er der ikke så meget kød på personen Chris. Han forbliver lidt af en gåde. Selv om han godt kan feste og være glad som andre fyre, er han anderledes. Han åbner nye perspektiver for Emilie med sin filosofiske og hemmelighedsfulde snak om reinkarnation m.m. Emilies reaktion på hans død er langt hen ad vejen velunderbygget og forståelig. Hun kan ikke give slip på sin sygelige besættelse af Chris og isolerer sig mere og mere fra venner og familie. Hendes selvmordsforsøg på foranledning af Chris' spøgelse forekommer derimod knap så velbegrundet.