De 2 sidste bøger i en velskrevet let læst gyserserie. Men slutningen på det sidste bind kunne godt tyde på, at vi kan forvente flere titler i serien. Bøgerne egner sig både til læsetræning og fritidslæsning for drenge og piger fra 10 år.
Teksten på omslaget, hvor gyserklubben introduceres er ens for alle titlerne i serien, der kan læses uafhængigt af hinanden. Gyserklubben er 4 venner: Villads, Mia, Kemal og Rebekka, der går i 5. og 6. klasse på samme skole. De har fundet en woodoo-dukke, som de bruger som maskot. På skift sætter de i gang med at udfordre gruppen til uhyggelige oplevelser, og de hjælpes ad med at klare de gys, de kommer ud for. I 4. bind er gruppen taget ud til Galgebakken, som ligger ved Mias forældres sommerhus. I 5. bind fører woodoo dukken til et natligt besøg i kirken. Bøgerne er tempofyldte, og man fanges ind fra starten, og holdes fast til slutningen. Teksten er i korte kapitler, skrevet i korte sætninger i et dialogrigt sprog, der er let at læse. Bøgerne er illustrerede med stemningsskabende tegneserieagtige illustrationer.
Bøgerne og serien giver et mere realistisk og jordnært gys end forfatterens populære og velskrevne serie Monsterjægerne. I forlagsserien Let krimi, med i alt 28 titler af forskellige forfattere i krimi genren er der flere titler, som har samme målgruppe.
God og gedigen gyserserie for piger og drenge på mellemtrinnet. Selv om der ikke er tale om en unik serie, er der god brug for dem i bibliotekerne og i undervisningen.