Hvordan hænger et 40 år gammelt mord sammen med nutidig uro i Edinburghs underverden? John Rebus får sin sag for i det spegede opklaringsarbejde. Til læsere af krimier med fokus på efterforskningsarbejdet snarere end på action og udpenslet vold.
I dette 21. bind om kriminalkommisær Rebus er Rebus sendt på permanent fyraften. Han har en skygge på den ene lunge og kæresten, Deborah Quint, har fået ham til at droppe cigaretter, øl, dessert og koffeinholdig kaffe. Det hele er kort sagt ad helvede til og Rebus kaster sig over en sag om et gammelt uopklaret mord, der har plaget ham i årevis. Der bliver dog ikke meget tid til opklaringen af den kolde sag, da en ung mafiaspire overfaldes og mistanken lynhurtigt samler sig om Rebus gamle fjende Big Ger Cafferty.
Ian Rankin er tilbage hos sin favorithovedperson og denne krimi er helt i tråd med det øvrige forfatterskab. Det er i høj grad opklaringsarbejdet og efterforskningens detaljer, der er i fokus, selvom teamets privatliv også spiller en fremtrædende rolle. Bogen er velskrevet og krimihistorien er troværdig, men det er ikke helt let at følge med, hvis man ikke har læst de tidligere bind.
Reginald Hill og Patricia Cornwell og Rowlings serie om Cormoran Strike Silkeorm har også fokus på opklaringsdetaljer og politiets arbejde.