Gennem bogens ca. 20 afsnit tegnes et fint og indlevet portræt af et ægteskab. RJK fortæller om et lykkeligt samliv som nu har nået sølvbryllupsalderen, og hvor så den store aldersforskel (ca.30 år) for alvor slår igennem. Fra at have været et ligeværdigt forhold beskrives en udvikling med ægtemandens begyndende demens, som ændrer det i retning af et husbestyrerinde/patient-forhold.Bogens første og største del er en smertelig og usentimental beretning om glæder og mange problemer med at påtage sig ansvar og pasning af den alderdomssvækkede mand. Hun fortæller loyalt men ogsåærligt om, hvordan det eren ond erfaring at opleve, at ægteskabet fungerer, som om hun var gift med et spøgelse. Det er ikke så meget en bog om demens, men primært om en nærtstående pårørendes nyevilkår i forbindelse med alvorlig svækkelse. Bogens korte 2. del er beretningen om den gode ændring der indtræffer, da hendes mand kommer på plejehjem i nærheden, og om hvordan de nu får fornyetglæde af samværet. Jegtror bogen vil have bud til mange, som står overfor smertelige og vanskelige valg, da bogen er klog og ærlig og fuld af kærlighed og omsorg. Et vanskeligt emne har her fåeten sdber og meget personlig beskrivelse.