Denne fagbog tager sin læser med på en rejse ad Ganges-floden, den længste flod i Indien. Bogen kan læses fra 11 år enten som frilæsning eller i forbindelse med emnearbejde eller faglige læsekurser.
Rejsen tager sin start ved Ganges' udspring fra Gangotri-gletsjeren i det vestlige Himalaya. Herfra fortsætter rejsen gennem dale og over sletter, videre gennem byer, under broer og gennem dæmninger for at munde ud i floddeltaet ved Den Bengalske Bugt. Ved de forskellige stop på rejsen fortælles kort om stedet og menneskerne, der lever der. Bogen afsluttes med en lille quiz om Ganges.
Rejsen i bogen ned af Ganges-floden giver læseren en kortfattet, udmærket indføring i floden og dens store betydning for Indiens natur, kultur og geografi.
Der kan læses mere om Ganges i bogen Fantastiske floder. Vil man læse om andre floder, kan man læse nogle af de andre bøger i serien "Eventyrlige floder".