Bøger / faglitteratur

Generation fucked up?


Beskrivelse


Gennem emails debatterer forfatterne deres egen generation, der er født i 1970'erne og 1980'erne. Om generationens evne og vilje til at påtage sig ansvar for den fælles fremtid.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. maj 2005

af

af

Ellen Lind Jensen

d. 20. maj 2005

Debatbog, der gengiver mailkorrespondance mellem de 2 kombattanter Morten Albæk og Rasmus Hylleberg. Morten er cand.mag. i historie og filosofi og ophavsmand til betegnelsen generation fucked up (herefter GFU), mens Rasmus er BA scient.pol. og gennem mange år engageret i foreningsarbejde. Begge tilhører de GFU, der vel går fra ca. 20 til ca. 40 år. Morten er pessimisten, der har sit fokus på GFU's individualisme og manglende ansvarsfølelse og samfundsengagement, mens Rasmus tværtimod ser generationen som stærkt rustet til at møde fremtiden, som veluddannede, oplyste og politisk interesserede. De har sammen turneret landet rundt med deres duel, som nu er sat på print, hvad den udmærket egner sig til. Begge de herrer er så veloplagte, velformulerede, velbegavede, sprudlende af et overskud, der manifesterer sig i en aldrig svigtende humor, at bogen er den rene fornøjelse at læse, samtidig med at man som læser står i brændpunktet af en spændende debat (der har pågået siden Sokrates, men sjældent med samme kraft og fynd som her), hvor meningssympatien svinger snart til den ene snart til den anden side. Inderflappen præsenterer de 2 forfattere, der er indholdsfortegnelse og litteraturliste.