Bjørnvigs store projekt i disse år er hans erindringsbøger, og digtsamlingen her ligner da også mest af alt et opsamligsheat bestående af miljødigte, erindrende digte og nogle reflekterendedigte af en slags, vi ikke længe har set hos Bjørnvig, men som pynter i sammenhængen. Der er jo ingen tvivl om, at der er grund til Bjørnvigs miljøengagement og pessimisme, men det er så svært atgøre udholdelige digte af selv nok så berettigede moralske opstød. Så jeg mener at bogen her hovedsagelig bør læses for en række rigtige digte om regnen, bækken, dansen og ture til Paris,Grækenland, om Van Gogh, om Island, det er her masn mærker, at digteren i 40-året for sin debut Stjernen bag Gavlen (1947) stadig sanser og ser og har en stor digters evne til at formulere sig ogundres. I bibliotekerne er der grund til at købe bogen bredt som opfølgning af et væsentligt forfatterskab, der bør være tilgængeligt i alle bibliotekssystemer. Endelig kan jeg ikke afvise, atmiljøengagerede kan findeinspiration i digte om forurening og genetisk moral.