Om forløberen Kaninbjerget, 1975 til nærværende skønlitterære værk blev der i anmeldelserne fuldt fortjent brugt ord som: ualmindelig, fantastisk, klog, fortryllende og forunderlig. Bogen vandt øjeblikkelig om end ikke samme kultstatus som Tolkiens trilogi så dog en fornem og meget folkekær klassikerstatus. Det vil nærværende efterfølgende værk bestemt også opnå. Den nye bog er tredelt. Først et afsnit med nogle af de spændende historier, der knytter sig til kaninernes drabelige fabelverden, dernæst et afsnit indeholdende mytiske eventyr om kaninhelten, El-ahrairah og hans følgesvend, Kaninpil. Endelig det tredie og mest omfattende afsnit med nye beretninger om figurerne Hassel, Femmer, Samson, hættemågen Kehaar og andre fra Kaninbjerget. Det er et overraskende og glædeligt gensyn for rigtig mange læsere, og man kan godt indstille sig på efterspøgsel efter bogen på bibliotekerne. Den er ligesom sin forgænger velskrevet, gennembearbejdet og inspirerende. Richard Adams har også skrevet andre fantasy-romaner og dyreallegorier, men dem om kaninerne er og bliver dog hidtil de mest spændende og imponerende.