Ginger & Rosa

Sally Potters indfølte studie af venindeliv i den kolde krigs skygge, henvender sig både til et publikum med interesse for psykologiske kammerspil og for mennesker, der værdsætter akkurate epokestykker med socialt bid. Filmen kan formidles som en introduktion til 1960'ernes idealer, opbrud og tankegang.

London 1962. Ginger og Rosa, der begge er født i 1945 det selvsamme år, som paddehatteskyggen lægger sig over Hiroshima, strutter af livslyst og gåpåmod. De er hjerteveninder og uadskillelige. Men da atomtruslen intensiveres af Cubakrisen, søger Rosa en mening i religion, mens Ginger vågner politisk. Og forholdet bliver ikke nemmere af, at Gingers far indleder et forhold til Rosa. Med tidstypisk musik som rockbaskeren Tutti frutti og klarinetsjæleren Petite fleur har den engelske instruktør Sally Potter (f.1949) lavet en film med personlig stemme, tydeligt geografisk ståsted og klart datostempel. Men fortællingen om veninder i en kold tid er universel. Sally Potter har også instrueret mesterstykket Orlando, 1992 efter roman af Virginia Woolf og den meget personlige The tango lesson, 1997.

Ginger & Rosa, 2012 er egentlig atypisk for Sally Potters produktion med en spinkel og præcis handlingstråd i en socialrealistisk ramme. Hendes øvrige film og især Orlando er anderledes vildtvoksende labyrintiske. Ginger & Rosa er i toneart og intensitet snarere i familie med Kenneth Loachs og Mike Leighs værker.

Fin og stilren film i spændingsfeltet mellem smerte og håb.

Læs hele vurderingen