Værket udkom under pseudonymet Constantin Constantius 16. oktober 1843 (samme dag som et andet centralt værk, nemlig Frygt og bæven), og det er væsentligt ikke mindst ved at spejle og kommentere Kierkegaards berømte og frygtelige forlovelseshistorie med Regine Olsen. Det er et komplekst værk, der i romanform beskæftiger sig med det kierkegaardske gentagelses-begreb, som meget kort kan karakteriseres som den mulighed, som troen tilbyder én til at få tilbage i det åndelige, i åndelig frihed, det som man har tabt i det verdslige. Som Kierkegaards øvrige værker kan det næppe læses af den almindelige læser uden noter og forklaringer, og denne udgave er et godt tilbud, hvor man mangler en moderne udgave på hylden. Gjesings 20 sider noter hjælper læseren undervejs med kommentarer og oversættelser til nudansk på et fint niveau. Lindhardt beskæftiger sig i sin efterskrift med Kierkegaards modernitet, idet han "har karakteriseret den holdning og livsform, som vi i dag forstår som moderne og måske også den "postmoderne"". Og Kierkegaard kan meget langt være eksponent for denne livsform, siger Lindhardt, men slutter med at erindre om, at "Gentagelsen viser hen til det religiøse forhold - Gudsforholdet".