Lær at slippe perfektionismen og oplev glæden ved at være uperfekt. For alle der gerne vil vågne op om morgenen og være tilfreds med sig selv.
November 2006 fik Brené Brown et wake up call, da hendes forskning overraskende for hende viste, at de universelle følelser skam og frygt hindrer os i at leve et helhjertet liv, som hun kalder det. Forudsætningen for at kunne invitere glæden, legen, kreativiteten, taknemmeligheden og kærligheden ind i livet er at kende og forstå sig selv. Hvordan det kan gøres, viser hun os i 10 pejlemærker, som kan hjælpe én på vej i processen. Bogen indeholder også lidt om hendes forskningsmetoder, omfattende noter og en præsentation af forfatteren.
Interessant og letforståelig præsentation af forfatterens konklusioner i en god blanding af personlige historier og forskningsresultater. Bogen er oprindelig udkommet i 2010, dvs. 2 år før Glem hvad andre tænker, som er en nyere opdatering af Brené Browns forskning.
Brené Browns hovedkonklusioner kan også ses på YouTube i en meget berømt TED-talk. Der findes en del selvhjælpsbøger om emnet, fx At overvinde perfektionisme.