Gottfried Benn blev sidste år introduceret på dansk med Destillationer, et udvalg af digte, men, som udgiveren Peter Poulsen selv indrømmer, for spredt og tilfældigt til at give et fyldestgørende indtryk af hans digtning. Nu foreligger en samling essays, omhyggeligt udvalgt af Thorkild Bjørnvig og med et fremragende forord af denne. Og Benn kan nok trænge til et forord, ikke til forsvar for sin kunst, der er af sjælden storhed, men som en redegørelse for hans mærkelige skæbne og for den enorme betydning, han har haft på nyere tysk lyrik. Heller ikke som prosaist ligner han nogen anden, hans essays er diagnoser over tidsånden, monologer af en, der står udenfor, holdt i en uhyre koncentreret form, kemisk fri for retarderende momenter. Selv om det altid vil være en belastning for en forfatter, at han har haft tilknytning til nazismen, må der i dag være mulighed for, at Benn kan læses som den, han først og fremmest er: en subtil lyriker af Rilkes og Georges format, en dyb,reflekteret ånd af Nietzsches skole. Det pågældende udvalg yder ham fuld retfærdighed på det sidste punkt.